logo
Indtast venligst et søgeord.

HUSET

DET BLÅ SKÆRS HUS

EN ANDALUSISK OASE MED ARABISK INSPIRATION

Huset er beliggende få kilometer fra hvor Sierra Nevada støder sine fødder i middelhavets blå bølger.

Byen, Albuñol, danner porten til bjergkæden Las Alpujarras, hvor citater fra granadaprovinsens mystik indbyder til en rejse i et melankolsk fatamorgana udløst af små hvide huse, der danser som perler på skifferlandskabets mandelduftende klipperyg.

”Det blå skærs hus” historie kan spores tilbage til den mauriske periode, sultanatet på Alhambra, myternes palads, hvor dets oprindelse fortaber sig i glemsel.

Med sine 400 kvadratmeter strækker ”huset med tårnet” sit spir mod den tindrende blå himmel.

De uskyldige vægges ydre, skjuler et eget univers, et privat refugium, der byder på et fyrværkeri af poesi og luksus.




SETWAN


Et rum der markerer adskillelsen mellem gaden og husets private univers. Det er skillelinjen mellem den offentlige og den private zone, en stor rektangulær hall , hvis placering tillader husets gæster at leve uforstyrret i den øverste del af bygningen.
I Alpujarras ligger lokalet traditionelt for foden af en trappe der går op til de private gemakker. Det blev traditionelt brugt til at føre heste og husdyr ind i nogle stalde der også lå i stueplan i forbindelse med huset.


LANTERNER FRA 1001 NAT


Lampen er et ældre stykke fint kunsthåndværk fra Marokko. Den er udført i messing, og er del af en serie på tre, hvor vi desværre kun har haft mulighed for at købe de to. Den anden af disse hænger i Boabdils rum.
Det marokkanske lampedesign går meget langt tilbage i tiden. Den oprindelige lyskilde har været en olielampe. De fine mønstre man finder i lamperne er skåret ud i hånden og danner eventyrlige skygger på væggen når lyset skinner ud igennem de små farvede glas. Lamperne findes i dag i mange dårlige kvaliteter, men man kan stadig finde de fine modeller vi har brugt til at give huset sin magiske belysning.


TÅRNTRAPPE

Effekten af at “spejle” en ”Flyvende” marokkansk lampe mod skelettet i loftet i tårnet er et klassisk element i mange renoverede marrokanske Riads. Den er også populær i Andalusien, hvor den dog med tiden har fået et mere pompøst og gotisk tilsnit. Tårnet har oprindeligt understreget husets status som tilhørende en af byens bedsteborgere, señor-ricos.



Trappen fører op til selve beboelsesdelen af huset. Den understreger at husets originale design er tænkt som et opadgående univers. Den er rigt ornamenteret med både azulejos (Fliser) og marmor så den skaber en nysgerrig forventning om det der venter.


SALONEN

Salonen har vi ført tilbage som den så ud i sin oprindelige udformning. Det er i dette rum at husets oprindelige indbyggere levede deres private liv, og modtog formelle besøg.
Fliseornamenteringen (Azulejos) understreger mudejarstilen. Den er et citat fra svanesalen i det portugisiske Palacio Real.


MUDEJAR, MAURERE OG AZULEJOS

Maurerene kom fra Afrika og dominerede den iberiske halvø i mere end 800 år. De var muslimer og mente at figurativ kunst hæmmede fantasien og dermed forstyrrede ens spirituelle oplevelse af universet. Hos muslimske arkitekter i middelalderen bevirkede dette skisma at de udviklede en fulstændig overlegen brug af geometriske effekter og ornamenteringer. Denne tradition tog de med sig fra Damaskus til Al Andalus hvor den i dag kan ses på paladserne i Alhambra, Sevilla, Cordoba og Almeria. Stilen blev ført videre af kristne rigmænd efter muslimernes fald. Det er denne inkarnation af geometrisk dekoration, ofte blandet med renæssancemotiver vi i dag kender som Mudejar.
En del af ornamenteringen blev udført i fliser, såkaldte azulejos, hvis mønstrer er fyldt med forskellige symboler på uendelighed. Fliserne på billedet er fra en af salene på Alhambrapaladset.


BIBLIOTEKET

Biblioteket er et rum skabt som arbejdsværelse og soveværelse med udsigt til gaden og nogle af de fineste gamle huse i byen.
Da vi ikke ønskede at ende med få opholdsarealer på grund af et uendeligt antal soveværelser, har vi tildelt flere af rummene denne dobbelt funktion.


KØKKENET



Køkkenet er muret op i sten og ornamenteret med azulejos i et klassisk pinjemotiv. Dørene er typisk andalusiske, og udført i flettet træ. Køkkenbordspladen er i sort granit.
Rundt om det store rustikke spisebord kan der sidde op til 10 personer

Selvom huset er holdt i en konsekvent antik stil, er det udstyret med alle de mest moderne køkkenelementer i den bedste kvalitet og en mad-elevator til tagterrasserne.


SUITEN

Sovesuiten består af 2 store værelser, der skiller sig ud fra resten af huset, ved at have et gulv af lange massive fyrretræsplanker.
I den lille dagligstue, der danner et forrum til selve soveværelset, kan sofaen slås ud til en dobbeltseng.
I begge rum hænger der store billeder fra tibet af den danske kunstner Morten Klein.



GROTTERUMMET


Grotterummet har oprindelig været husets kontor. Det er herfra man har administreret virksomheden. I nyere tid har der blandt andet ligget en frisørsalon.
Selve klippen har ikke tidligere været eksponeret , men er nu kommet frem i lyset. Den skaber en større rumfornemmelse og en hel unik karakter som en slags Aladins Hule.
Vi bruger rummet som børneværelse.


BOABDILS RUM

Legenden fortæller:
Da den sidste sultan på Alhambra, Abu Abdullah eller Boabdil, opgav paladset til de kristne konger, blev der udstedt en forbandelse over ham og hele hans hær. Alhambra og kongeriget Granada var på det tidspunkt muslimernes sidste post i Europa.
Han skal således ikke finde fred i himlen før en muslim atter sidder på tronen i  kongesalen i paladset, og på denne måde har skabt retfærdighed overfor Islam.
Boabdil døde rent fysisk i Fez i 1533.

Vi har for sjov skabt Boabdils rum for at give ham et sted at slappe af, inden dette farefulde slag.
Selve idéen til det geometriske mønster er taget fraCuarto Dorado på Alhambrapaladset.
Lyden af vand skaber en fornemmelse af sanselig kølighed og meditativ ro.
Fliserne (Azulejos) er håndmalede i de oprindelige farver og glasurer man brugte på Alhambra.






Boabdil Forlader Alhambra for sidste gang



For udendørsbilleder: Se outdoor

Morten Wulff · Engtoftevej 7 · 1816 Frederiksberg C · Denmark · Email